Historie

Landskabet:
Landskabet ved Vesterbølle er rigt på historiske spor. Landsbyen blev anlagt på sin nuværende plads af bønder i en sen vikingetid og placeringen var langt fra tilfældig. De første landsbybeboere byggede deres gårde tæt ved et vadested over Lilleå. Syd for byvejen havde de engene og på de højere liggende jorder mod nord dyrkede de deres marker. Længere nordpå bredte overdrevet sig med blandingsskov og hede, og som en ekstra gevinst kunne folkene fra Vesterbølle bjærge hø og lade deres kreaturer græsse på "Holmene" umiddelbart vest for Vesterbølle.

Fællesskabet:
Gennem flere århundreder dyrkede bønderne i Vesterbølle landsbyens jord i fællesskab. Hver gård i landsbyen ejede dog selv et lille stykke jord, toften, hvor bygningerne lå, og hvor der var plads til kålhave og æblehave. Toften var indhegnet med stendiger og flettede hegn. Enkelte steder kan vi endnu i dag finde rester af disse stendiger, som de første i Vesterbølle byggede for tusind år siden.

Byjorden:
Byjorden var delt i ni eller ti marker eller gjøder. De indgik i en dyrkningsrotation med fem marker i græs og fem med rug, byg eller havre. Marken mellem de to veje vest for præstegården, som kaldtes "Gammel jord" er en af de gamle by-marker. Den dyrkede jord var også skærmet af stendiger, så kreaturerne ikke løb ind i kornet. Endelig var hele landsbyens jord afgrænset af et ejerlaugsdige.

Landboreformerne:
For at have lov til at dyrke jorden og bo på deres gårde udførte bønderne i Vesterbølle gennem århundreder hoveri og betalte fæsteafgift til herremanden på Lerkenfeldt. Men omkring 1815 ændrede de store landboreformer det danske landskab. De enkelte gårdmænd i landsbyerne købte deres egen jord og ejendom, og de fleste steder flyttede gårdene ud på den udskiftede jord.

Kam-udskiftning:
Sådan gik det ikke i Vesterbølle. Her valgte man en såkaldt kam-udskiftning. Med undtagelse af en enkelt eller to blev gårdene liggende langs den lidt krogede bygade. Fra gårdens toft gik småveje til mark og eng, og de enkelte gårde fik deres agerjord afgrænset med et nyt dige. Udskiftningsdigerne, som i dag typisk er beplantet med læhegn, ses tydeligt i landskabet nord for byen. Nogle af digerne er dog rester fra de ældste bymarker. Dermed fortæller Vesterbølle om nogle markante udviklingstræk i dansk landsbrugs historie.

2 byer bliver til 1:
I 1897 blev der syd for kirken opført et missionshus, og byen havde i 1901 købmand, skomager, to smede, en snedker, en murer, to væversker og en vaskekone. Senere kom også to cykelforretninger endnu en købmand og en telefoncentral til. Derimod kom der aldrig en brugsforening, og andelsmejerierne lå i Østerbølle og i Gedsted.

Ikke alene den særlige bebyggelsesstruktur giver Vesterbølle en særlig karakter, men den har også været delt i to byer, Vesterbyen og Østerbyen. I hvert fald fra 1920’erne var byen delt i religiøse tilhørsforhold, Østerbyen som var indremissionsk, og Vesterbyen hvor ”hedningene” boede. Kirken dannede skellet, og præsten boede i den ”hedenske del”.
Opdelingen var så udpræget, at de to bydele havde hver sin købmand, og man handlede ikke hos hinanden. Der var dog ingen strid de to bydele imellem, og hver især respekterede de skikke der var. Denne todeling af byen er bl.a. beskrevet af forfatteren og illustratoren Per Ulrich i bogen ”Guds lille børneskare” fra 1977 i en slags forklædte barndomserindringer.